Et godt fritidsliv

Når byen vokser, skal vi huske at sørge for, at faciliteterne til kultur- og foreningslivet vokser med, så alle har mulighed for at gå til det, de ønsker. Sådan er det nemlig langt fra i dag. Mange københavnske forældre kan fortælle om, hvordan de sidder klar ved computeren for at klikke på tilmeldingsknappen til sekundet efter, at tilmeldingen til et bestemt svømme- eller gymnastikhold er åbnet. Ofte blot for at konstatere, at man ikke var hurtig nok.

Når man som jeg er født og opvokset i en provinsby, hvor fritidstilbud nærmest hang på træerne, får man som forælder i København nærmest helt ondt i maven over, at vores unger ikke kan boltre sig på samme måde. Og når jeg taler med venner og bekendte fra Jylland, tror de nærmest ikke deres egne ører, når jeg fortæller dem om vores slidte faciliteter og alenlange ventelister. Vi kan ikke være det bekendt. For mig er det en kerneopgave for en socialdemokratisk kommune at sørge for gode tilbud til vores børn og unge. Og kun det bedste er godt nok. 

“Væk med ventelister til fritidstilbud for børn og unge”

Hans Præstbro, Socialdemokratiet

I alt for mange år har det været sådan, at vores unger har været delt op i et a-hold og et b-hold. Nogle, som har forældre med pengepungen og netværket i orden. Og nogle, som ikke har så meget med hjemmefra. Det gælder både i daginstitutioner, skoler og i fritidsaktiviteter. Fx er København en af de kommuner i landet, som bruger færrest penge på den kommunale musikskole. Det er simpelthen bare ikke godt nok. Ens hjemmebaggrund skal ikke betyde, at man afskæres fra at lære at spille et instrument og det fællesskab, der i at spille musik sammen. For mig er det vigtigt, at alle børn har alle muligheder.

De eksisterende klubtilbud bliver alt for ofte valgt fra i de udsatte byområder, og børn bruger for meget tid derhjemme foran skærmene, eller søger fællesskabet i uheldige sammenhænge. Som voksne er vi forpligtet til at sørge for, at der findes gode – og varierede – fritidstilbud med indhold og kvalitet til vores børn og unge. Vi kan se, det kan lade sig gøre på fx Vesterbro Ungdomsgård. Men det er ikke godt nok, at der kun er enkelte succeshistorier. Alle børn skal have adgang til et meningsfuldt fritidstilbud, uanset hvor de bor. 

Læs mere:

Mine tanker for Sydhavnen

Fremragende folkeskoler

Stem 2450